Kastrup Gymnastikforenig af 1966, i daglig tale kaldet KG66, er over 50 år gammel og blev stiftet d. 9. november 1996 af John Munkløv og Flemming Christiansen. Foreningen startede som en underafdeling af Kastrup Boldklub, men vi blev hurtigt store nok til at stå på egne ben. Klubben startede med drengehold og siden kom der piger til.
Under "Tilmelding - Holdoversigt" finder du hold for Børn & Unge, Voksne, Idrætsgymnastik og Rytmisk sports gymnastik. Der er rig mulighed for at gå på opdagelse og finde lige netop det hold, der lyder spændende for dig. Holdene er placeret flere steder i kommunen bl.a. i Kastrup Gymnastik Hal, på Kastrupgårdsskolen og på Korsvejens skole.
Hvis du melder dig ind i KG66, er du automatisk medlem af GymDanmark og DGI. Det er hovedforbundene, som samler alle Danmarks idrætsforeninger til opvisninger, stævner og konkurrencer eller lignende i løbet af sæsonnen.
KG66 har en frivilligt arbejdende bestyrelse, som arbejder målrettet mod at skabe de bedste rammer for foreningens frivillige, gymnaster, trænere og ansatte, så vi fortsat kan blive en forening med et væld af glædesfyldte bevægelsestilbud til alle, og hvor det er hyggeligt og rart at være frivillig, gymnast og træner.
KG66 er Amagers største gymnastikforening med ca. 1000 aktive medlemmer. Når der er så mange medlemmer, har KG66 også brug for rigtig mange trænere. Og der er rigtig mange trænere nemlig 61 mennesker, som gør sig umage for at planlægge nogle glædesfyldte og udviklende træninger for dig og dit hold.
KG66 har også en fastansat, som i det daglige sammen med bestyrelsen sørger for at foreningen holder snuden i sporet, så vi kan blive ved med at være en af de mest eftertragtede gymnastik foreninger på Amager.